Turen går til Tunesien, januar 2011
”Vi er fri”. Budskabet og glædesrusen er slet ikke til at tage fejl af, da jeg ringer til en af mine venner om morgenen dagen efter, at Tunesiens præsident gennem 23 år, Ben Ali og hans familie har forladt landet den 14. januar 2011. I de efterfølgende dage erstattes glæden mange gange med bekymring og angst. For hvordan bliver det fremover? Alle – både tuneserne og den midlertidige regering – holder dog blikket stift rettet mod de valg, der skal afholdes i kølvandet på præsidentens exit. Generationer af tunesere får nu for første gang lejlighed til at stemme ved frie valg. Udfordringerne bliver store, for Tunesien blev et nyt Tunesien længe inde revolutionen i januar 2011.
Siden slutningen af 1990’erne buldrede udviklingen, forandringer, forbedringer og økonomiske reformer derudaf i Tunesien. Endnu flere blev veluddannet og begyndte at tjene godt. Der kom moderne supermarkeder og tøjbutikker bugnende fulde af vestlige varer. De fleste fik mobiltelefon og parabolantenne, og man kunne købe ting som hidtil kun var for de ultrarige. Men efter så mange år med økonomisk fremgang, konstant byggeri og forandringer spredte der sig fra 2007-8 en træthed. Træthed over den korruption, som fulgte med de økonomiske forbedringer. Træthed over at præsident Ben Alis familie krævede medejerskab i velgående firmaer. Træthed over at man alligevel ikke kunne åbne sit drømmefirma, fordi it-teknologien stadig var for langsom, fordi der gik bureaukrati i ansøgninger, fordi landet alligevel ikke var helt med på beatet. Træt af det moralske forfald, som hele den buldrende forbrugerisme har ført med sig.
Moral og værdier
Forandringerne kommer til udtryk på forskellig vis. F.eks. når man i en af Tunis’ velhaver-forstæder ser en kvinde træde ind på en ny, smart café. Hun tilhører den bedre middelklasse, har et godt job og bærer store, dyre solbriller. For få år siden ville det syn ikke have vakt opsigt, men kvinden bærer også et blomstret tørklæde, der matcher perfekt til den halvlange, koboltblå tunika. Et nyt fænomen i det engang stærkt sekulariserede Tunesien.
For 10 år siden så man ikke et eneste religiøst tørklæde, og islam var stort set fraværende i medier, på gaden og den offentlige politik. Sådan er det ikke nu. Piger, unge kvinder og ældre med tørklæde er blevet en tydelig og daglig del af det tunesiske gadebillede. Det overraskende er nok især, at det er yngre, vellønnede og højtuddannede tunesiske kvinder, der nu ifører sig tørklæder og beder hver dag. Flere unge mænd har anlagt et pænt barberet fuldskæg, moskeerne er fyldt til bristepunktet, ja nogle gange helt ud på gaden ved fredagsbønnen, og der tales åbent om islam selv på offentlige steder som cafeer. Det handler om værdier, forklarer de. Indre værdier. Det handler om hele tiden at stræbe efter at blive et bedre menneske. Være bedre mod sig selv, sin familie, sine venner og kolleger.
I den anden ende af Tunis sidder den sekulære elite med bekymrede miner. De er placeret på den politiske venstrefløj. I årtier har Tunesien været deres: De var meningsdannere, kulturelite, politisk aktive med en klar holdning til islam om, at det hørte til i den inderste private sfære. Ligesom staten mente. Nu ser de deres livsværk forandre sig. Islam er ikke længere et privat anliggende, der ikke tales højt om. Nu ses tunesernes islam i gadebilledet i form af tørklæder, skæg og bøn. Venstrefløjskvinderne, der har realiseret det politiske ideal om den tunesiske kvindes frihed og selvstændighed, kan slet ikke fatte, hvad der sker for deres højtuddannede medsøstre, når de nu pludselig tager tørklæde på. Ja, de er nærmest skræmte og bange. Men de taler heller ikke med dem. Fortidens militante islamister gør, at de er bange for alt, der lugter af islam. Så de sidder aldrig på en smart café og taler med om, at deres valg af islam ikke handler om væbnet politisk kamp. Det handler om værdier, menneskelige værdier.
Der ligger en stor udfordring for alle tunesere i at finde ud af, hvilken rolle, islam skal have i Tunesien og i politik i det nye Tunesien. Den diskussion er aldrig blevet taget. Men fremover vil de to kvindefløje og mange flere grupperinger blive nødt til at lytte til hinanden, tale med hinanden. Acceptere uenighed og gå på kompromis. I frie valgkampe og ucensurerede tv-udsendelser. Det er nyt, det bliver svært. Men tuneserne glædes over at det for første gang er folket, der leder landet.
Rikke Hostrup Haugbølle
