Udenrigs 2017

Det var absurd at åbne for det tunesiske stats-tv, TV7, om aftenen den 13. januar 2011 og høre præsident Ben Ali forsikre tuneserne: ”Jeg har forstået jer (ana fhemt-kom el-kull) – jeg stiller ikke op til valget i 2014”. I dagene før havde det tunesiske sikkerhedspoliti skudt mere end 300 tunesere, der sammen med tusinder over hele landet havde demonstreret siden december 2010. Tunesernes svar på tv-talen var entydig: ”Nej, Hr. Præsident, du har ikke forstået os”. For det tuneserne ønskede var ordentlige økonomiske levevilkår, de ville have et arbejde og de ville være aktive medborgere i deres eget land. Det vil tuneserne stadig. For seks år efter oprøret er der stadig sket meget lidt i forhold til de krav og ønsker om et værdigt hverdagsliv, som tuneserne fremsatte. Til gengæld er der sket meget – både op- og nedture – på den politiske scene.

De unges oprør mod arbejdsløshed og udsigtsløshed

Den unge, veluddannede tunesiske frugthandler, der satte ild til sig selv, fordi han ikke ville finde sig i at blive behandlet dårligt af de lokale myndigheder, er blevet en velkendt historie også uden for Tunesien. Frugthandleren inspirerede i dagene efter hans desperate handling tusinder af unge til at gå på gaden og demonstrere, fordi de kunne identificere sig med ham og hans fortvivlelse. Frugthandleren og de unges følelse af et uværdigt og udsigtsløst liv skyldes især tre forhold. For det første betyder den demografiske fordeling af Tunesiens relative lille befolkning (ca. 11 mio.) at 68% af befolkningen er mellem 15 og 59 år – altså i en alder, hvor de udgør en del af arbejdsstyrken, og dette lægger et voldsomt pres på arbejdsmarkedet og behovet for udbud af arbejde[1]. Præsident Ben Ali’s regeringsperiode fra 1987 til 2011 var præget af stor økonomisk aktivitet, bl.a. offnetlige anlægsarbejder så som anlæggelse af veje, vand- og elforsyning og boliger, fra slutningen af 1990’erne til begyndelsen af 2000-tallet. Dette betød først og fremmest, at der blandt tuneserne var en følelse af forandring, forbedring og ændrede levevilkår. Og selvom arbejdsløshedstallet fortsat var højt, faldt det en smule fra 16% i 1999 til 14,2% i 2008. At arbejdsløsheden i 2010 føltes gennemgribende og udsigtsløs for mange unge trods et fald i faktiske tal årene inden og følelsen blev en udløsende faktor for oprøret, skyldes to øvrige hovedårsager til, at de unge kunne identificere sig med frugthandleren.

For som den anden hovedårsag eksisterer der et alvorligt mismatch mellem den uddannelse, som de unge arbejdsløse har, og den type arbejdskraft og viden, som det tunesiske arbejdsmarked efterspørger. I årene efter selvstændigheden i 1956 foretog regeringen under præsident Habib Bourguiba en omfattende reform af skole- og uddannelsessystemet som betød, at stort set alle børn i Tunesien kom i skole og at analfabetisme faldt. Rationalet har siden da været, at da Tunesien ikke er rigt på råstoffer (olie) men kun har human-kapitalen, må man sørge for, at den er godt uddannet. I den tunesiske selvforståelse spiller det høje uddannelsesniveau i landet derfor en central rolle. Problemet er imidlertid, at der ikke i samme fart har kunne skabes arbejdspladser, der kunne aftage de stadig mere højtuddannede unge. Den samlede arbejdsløshedstal er efter oprøret steget fra 13% til 19%. Men – paradoksalt nok – er tallet betragteligt højere for unge med en lang universitetsuddannelse: 44% af de universitetsuddannede og fagligt trænede unge mellem 15 og 29 er arbejdsløse. Alene fra 1994 til 2008 steg tallet fra 3,8% til 21,6%[2]. De højtuddannede har traditionelt søgt beskæftigelse i den offentlige sektor. Delvist fordi uddannelsessystemet som en arv fra de første post-protektorat årtier er indrettet til at føde den offentlige sektor, og dels fordi vilkårene for ferie og jobsikkerhed hér er bedre end i den private sektor. Mange unge er villige til at vente i årevis på et job i den offentlige sektor, og går i mellemtiden arbejdsløse, hvormed deres kvalifikationer langsomt forældes. Endvidere har den tunesiske stat haft særlige strategier for, hvilke uddannelser man ville sluse de unge ind i. Dette har særligt været ingeniøruddannelserne, fordi man havde en forventning om at tiltrække investeringer fra europæiske firmaer, der netop i 1990’erne begyndte at outsource delopgaver. En kvindelig ingeniør i 30’erne fortæller således: ”Da jeg var færdig med gymnasiet, ville jeg gerne læse til læge. Det var det, jeg brændte for. Men min lærer skrev ”ingeniør” som første prioritet på mit skema – og så blev jeg bygningsingeniør”. [3] Men outsourcing skete i tiltagene grad til Asien, og efter oprøret og al den ustabilitet og usikkerhed det efterfølgende har ført med sig, er udenlandske investeringer stort set helt udeblevet fra Tunesien. De unge ingeniører, it-kyndige og økonomiuddannede kan ikke længere aftages på arbejdsmarkedet. Hertil kommer den geografiske dimension: Mange af de typer virksomheder, som universiteterne har uddannet til, ligger geografisk i Tunis-området og østkyst-områderne omkring de store byer Sousse og Sfax. Med stigende arbejdsløshed i disse byer, er de unge af økonomiske årsager tvunget til at vende tilbage til deres familier, som ofte er i de centrale, vestlige og sydlige dele af Tunesien. Disse områder er karakteriseret ved landbrug (oliven, korn, kvæg og får, oaser) samt minedraft. Hér er den samlede arbejdsløshed oppe på 18%, altså højere end landsgennemsnittet, mens den i østkystområderne kun er 10%. Det var da også netop i Sidi Bouzid i den centrale del af Tunesien, at den unge frugtsælger boede og hvor oprøret i 2010 tog sin begyndelse[4].

Den tredje hovedårsag, der skal nævnes her, til at så mange unge identificerede sig med frugtsælgeren var, at hans sidste desperate handling blev udløst af den modstand og mangel på forståelse for hans situation, som han mødte fra de lokale myndigheder. Politiet i byen forbød ham at sælge frugt, fordi han ikke havde en licens. Altså, fordi at han ”snød” og ikke fulgte loven. Men for den almindelige tuneser blev dette en grotesk parodi på, hvordan eliten og offentlige instanser snød og tilsidesatte loven gennem korruption og lukkede aftaler og dermed tjente formuer, der tillod dem et liv i luksus langt fra frugtsælgerens hverdag. Den offentlige sektor, som så mange unge søgte arbejde i, var særligt præget af denne korruption og domineret af en relativ snæver elite. Dette betød, at man som ung ofte kun fik en stilling, hvis man ”kendte nogen, der kendte nogen” og at man ikke havde udsigt til forfremmelse eller udvikling på baggrund af faglige kvalifikationer. Men også i den private sektor og inden for de fleste brancher er de unge fortsat afhængige af familien og stammens netværk både i lokalområdet, til erhvervslivet og offentlige myndigheder for at kunne få et arbejde. Dette blev efter oprøret blandt andet tydeligt i minebyen Metlaoui i den vestlige del af Tunesien, som ligger i et af de fattigste områder i Tunesien, og hvor familierne er helt afhængige af mændenes indtægter fra fosfatminerne. Da det blev klart, at minefirmaet kun rekrutterede arbejdere på baggrund af deres familietilhørsforhold og ikke på baggrund af deres faglige kvalifikationer, brød voldsomme kampe ud mellem familierne i byen. Redaktøren af et af Tunesiens business magasiner, Kapitalis, vurderede, at når der ikke var en stærk regering, legitime politiske partier der repræsenterede befolkningens krav og repræsentative organisationer (civilsamfund), så ville folk søge sikkerhed i det, de betragter som deres primære enhed for social organisering: Familien, klanen og stammen, og fortsatte: ”The feelings of national belonging and civism—if this has ever existed in these regions unfairly marginalized and neglected by the state—leave room for solidarity based on clans and tribes.”[5]

At problematikken med eliters, familiers og klaners privilegerede adgang til penge og jobs ikke kun var relevant i Ben Ali årtierne og månederne umiddelbart efter oprøret blev stadig tydeligere hen over sommeren 2017. Siden 2015 er en ny lov, som kaldes Forsoningsloven, blevet debatteret, og trods massiv modstand fra det tunesiske civilsamfund (Manich Msamah-bevægelsen, ”jeg tilgiver ikke”), blev loven vedtaget af det tunesiske parlament i midten af september 2017. Loven giver amnesti – eller tilgivelse – til korrupte ledere og eliter i privatsektoren og den offentlige sektor både fra de forgangne årtier og dem der er fortsat med korruption efter oprøret. Fortalerne for loven argumenterede, at en sådan lov skabe et erhvervsklima, som vil føre til de investeringer, som der er så meget brug for for at kunne skabe arbejdspladser og dermed imødekomme de unges krav. Præsident Essebsi, som har fremsat lovforslaget, har udtalt, at landet ikke har brug for at se tilbage (på foreteelser i fortiden) men fremad[6]. Det problematiske er imidlertid, at præsident Essebsi og mange af de fremtrædende ledere af hans parti, Nida Tounes, som har dannet regering siden 2014, selv er blandt de eliter eller har tætte bånd til den erhvervselite, som loven nu vil holde hånden over, så de ikke bliver retsforfulgt for den korruption, de har forestået. Tunesiens islamistiske parti Ennahda, som regeringspartiet er afhængige af, endte med at stemme for loven. Dette skal ses i sammenhæng med det forsonings-fokus, Ennahda har agiteret for siden oprøret og deres genindtræden på den politiske scene. Ennahda ønsker en forsoningsproces som den, der fandt sted i Sydafrika, idet partiet henviser til det kaos og borgerkrig det medførte i Irak, da man valgte at sætte det gamle regime-parti Ba’th og den dertil knyttede elite uden for politisk indflydelse. Men at føre ville føre denne forsoningstilgang ud i livet ved at stemme for ”Forsoningsloven” er dybt problematisk. For civilsamfundet og internationale juridiske eksperter ser loven som en undergravning af det arbejde som blev igangsat af en bred samling af mange forskellige civilsamfundsaktører, intellektuelle og jurister i form af et uafhængigt råd – Sandheds- og Værdighedskommissionen – umiddelbart efter oprøret, og som skal føre til en juridisk korrekt håndtering af bl.a. den finansielle kriminalitet – korruption, der fandt sted under Ben Ali regimet. Dette arbejdet blev set som afgørende vigtigt for ikke blot at ”hukke hovedet af dragen” ved at afsætte Ben Ali og de øverste politiske kransekagefigurer men kommer helt til roden af det autoritære regime og dermed sikre reelt demokrati ved også at fjerne den økonomiske magt fra den snævre, korrupte elite.

Loven tydeliggør de forskellige politiske kræfter, der kæmper om demokratiet og fremtiden i Tunesien: Forsvarerne af loven med præsidenten i spidsen tilhører for manges vedkommende netop den businesselite og øverste ledere af den offentlige sektor, som Sandheds- og Værdighedskommissionen søger at stille til regnskab for deres korruption og magtmisbrug. Kommissionen og dele af civilsamfundsgrupperne, der kæmper mod loven, repræsenterer den gamle opposition, som har kæmpet mod netop disse elite- og business folk i årevis inden oprøret. I årene fra 2015-2017, hvor magtkampen mellem disse gamle aktører udspilledes og holdt liv i en velbegrundet frygt for underminering af de spirende demokrati – altså bekymringer på det politiske felt – måtte de unge fortsat vente på yderligere, efterfølgende reformer dermed jobskabelse i både den private og den offentlige sektor. 

Fra de unges ”Kasbah” til gammel politisk elite

Diskussionerne om Forsoningsloven er blot en af mange diskussioner, der siden oprøret har foregået på et politisk eliteplan. Mens alle de politiske diskussioner og kampe har været nødvendige skridt for at komme igennem en politisk proces og bl.a. få skrevet og skabet enighed om ny, demokratisk grundlov, der kan danne base for al anden lovgivning, har det imidlertid også betydet, at regeringen og de tunesiske politikere på alle niveauer ikke har været i stand til at respondere på de problematikker, der udløste oprøret – nemlig jobs og muligheder for unge for aktiv deltagelse i samfundet. Der er en følelse blandt mange unge – og ældre – af, at de tabte oprøret tidligt i den demokratiseringsproces, der blev igangsat i foråret 2011. I de første måneder efter Ben Ali havde forladt landet fortsatte det folkelige engagement med samme styrke som under selve oprøret. Nye og gamle civilsamfundsorganisationer, aktivister, og unge og gamle fastholdt kravene om forandring. Blandt de unge især lanceredes ideen om at slå sig ned på pladsen foran en af regeringens hovedkvarterer i Tunis kendt som ”Kasbahen” med krav om yderligere reformer og forandringer. De ville ikke acceptere den regering, der havde taget over efter Ben Alis exit, og som stadig rummede mange af det gamle regimes politiske personligheder. Ikke uden grund frygtede de unge, at det gamle regime vende tilbage. En karavane af unge fra områderne langt væk fra hovedstaden nåede Tunis den 23. januar 2011 og etablerede den første sit-in på Kasbah-området. Andre grupperinger slog sig til de unge, og deres pres førte til en nydannelse af regeringen. Men den nye regering omfattede stadig mange ministre fra Ben Ali regimet. Så den 24. februar samledes over 300.000 på Kasbah-området til det, der blev kendt som ”Kasbah 2”. De krævede nedsættelse af en ny grundlovsforsamling og udfærdigelse af en ny grundlov af en regering, der var valgt ved et frit og fair valg – og ikke bare udnævnt af folk fra det gamle regime. Kravet blev imødekommet: De tidligere regime-folk trak sig fra regeringen d. 27. februar. Men protestoptog især i Tunis’ gader, demonstrationer og sit-ins fortsatte. Derfor nedsatte ledende politiske kræfter og NGO’er et råd, The High Authority for the Realization of the Objectives of the Revolutions, of Political Reform and of Democratic Transition, som skulle stå for at organisere valg til en grundlovgivende forsamling med det primære opdrag at skrive en ny grundlov. The High Authority var isoleret set en succes, fordi den var et udkomme af et samarbejde mellem mere end hundrede politikere, prominente personligheder, repræsentanter fra civilsamfundet, forskere, tidligere embedsmænd og repræsentanter fra forskellige fagforeninger. Disse havde tidligere brugt meget tid og energi på at skændes med hinanden men fandt nu sammen om den fælles ambition at afholde valg til en grundlovgivende forsamling.

I forhold til de unges deltagelse i dette første spæde demokratiskridt markerer etableringen af The High Authority imidlertid både en sejr og et nederlag. På den ene side oplevede de unge, at deres fortsatte pres på regeringen i Kasbah sit-ins førte til afsættelse af endnu gamle regime-politikere. Men på den anden side markerer etableringen af The High Authority det moment i den tunesiske transitionsproces, hvor de unge blev koblet af processen og denne blev ’hijacked’af gamle politiske oppositionsfolk og dele af det gamle civilsamfund i et elite-politisk opgør fjernt fra de reelle hverdagsproblemer, som almindelige tunesere stod over for, og som for mange forværredes efter oprøret.

Frit valg, politisk stilstand og National Dialog

Med nedsættelsen af The High Authority faldt der en smule ro på den politiske proces og fra foråret 2011 til januar 2014 var denne dominerende i transitionsprocessen og handlede om forberedelse af valget til en grundlovgivende forsamling, udarbejdelse af en ny grundlov, stigende konflikt mellem regering og opposition, et totalt nedbrud og stilstand i den politiske proces, en dialogproces mellem de politiske aktører og – endelig – i januar 2014 underskrivelse af en ny grundlov efterfulgt af nye valg til parlamentet og præsidentposten.

Efter adskillige udsættelser blev Tunesiens første, frie valg afholdt i oktober 2011 til en grundlovsgivende forsamling. Det islamistiske parti Ennahda fik langt flere stemmer end forventet og opnåede 89 ud af 217 pladser i Grundlovsforsamlingen. Ennahda havde under hele valgkampen understreget, at de ville danne koalitionsregering med alle, der ville indgå i dialog og stå sammen i ledelsen af Tunesien. Hele venstrefløjen udtrykte imidlertid klart, at de ikke ville indgå i et sådant samarbejde med Ennahda, og samtidig splittedes venstrefløjen og sekulære partier internt. Dette fik to mindre partier – CPR og Ettakatol – til slutteligt at indgå samarbejde med Ennahda i et tre-parti regering, der blev kendt under navnet ’Troikaen’. Den 22. december 2011 – et år efter det folkelig oprørs udbrud -kunne den nye regering endelig tages i ed og tiltræde.

Det faktum at Ennahda havde marginaliseret de øvrige, gamle oppositionspartier kom som et chok både for den del af befolkningen, der støttede venstrefløjen og de sekulære partier, og for fremtrædende politikere fra disse politiske strataer. Allerede dagen efter udnævnelsen af regeringen, etableredes en venstrefløjs-opposition til Troikaen, som i de kommende måneder vanskeliggjorde arbejdet med dels at lede landet og dels udarbejdelsen af den nye grundlov. Særligt to stridsspørgsmål skabte yderligere splid og mistillid mellem Troikaen og venstrefløjs-oppositionen; nemlig spørgsmålet om, hvor længe Troikaen skulle være ved magten, og spørgsmålet om, hvordan Sharia – islamisk lov – skulle omtales i grundloven. Oppositionen fastholdt, at der var aftalt en regeringsperiode på 12 måneder og krævede at Troikaen gik af, mens Troikaen argumenterede for, at den havde fået til opdrag at skrive en ny grundlov og derfor først skulle træde tilbage, når denne var skrevet. Spørgsmålet om Sharia blev særligt relevant og penibelt fordi det faldt sammen med etableringen af voldelige islamistiske grupper i Tunesien. Oppositionen, der netop var sekulære, ønskede en hel klar adskillelse af politik og religion og var frygtede at hvis islam blev centralt for grundloven, kunne det være en ”bagdør” for både Ennahda og de nye, radikaliserede islamistiske grupperinger som Da’esh til at indføre islamisk styre. Ennahda var på sin side bekymrede for, at man ville skubbe endnu flere over mod voldelige islamistiske grupper, hvis grundloven ikke gav plads til islam men marginaliserede religionen, sådan som de foregående to regimer havde gjort.

Splittelsen og mistilliden mellem på den ene side venstrefløjen og de sekulære og på den anden side Troikaen og særligt Ennahda blev voldsomt intensiveret, da venstrefløjspolitikeren Chokri Belaïd i februar 2013 blev dræbt uden for sig hus i Tunis. Belaïd var en fremtrædende fortaler for dialog trods ideologiske og historiske skel og særligt dialog med islamisterne. Han erklærede offentligt sin støtte til Ennahdas ret til at eksistere og til politisk deltagelse. Drabet kom som et chok for de fleste tunesere, da landet ikke havde oplevet politiske motiveret mord siden 1960’erne. Drabet talte lige ind i den politiske splid. Venstrefløjen beskyldte salafister og islamister for at stå bag drabet, og protester og demonstrationer brød ude over hele landet. Det var fra dette øjeblik, at kravet om Troikaens afgang og erstatning med teknokratisk regering blev et centralt emne i den politiske krise. Da endnu en venstrefløjspolitiker, Mohamed Brahmi, blev dræbt få måneder efter, i juli 2013, kunne den politiske proces ikke bære flere kriser, protester og pres fra gaden, fagbevægelsen og andre aktører. Da en tredjedel af Grundlovsforsamlingen medlemmer fra oppositionen i protest trak sig fra deres pladser, blev det for vanskeligt at afslutte grundlovsarbejdet selvom man var meget tæt på mål. Derfor suspenderede Grundlovsforsamlingens formand, Moustapha Ben Jaafar (Ettakatol), forsamlingen d. 6. august 2013. Et sammenbrud af grundlovsarbejdet og fuldstændigt politisk hårdknude var en realitet. Herefter fulgte nogle højspændte måneder, hvor alle holdt vejret og håbede på, at man ikke tabte den historiske chance på gulvet for at vedtage en ny demokratisk grundlov og dermed have den første trædesten for etableringen af et demokrati. En lang sej proces for genetableringen af tillid mellem politiske individer, politiske partier og andre politiske aktører blev igangsat. På mange niveauer og både formelt og uformelt blev møder og samtaler gennemført.

Fagforeningen UGTT havde fra slutningen af 2011 været igennem en intern reformproces, hvor man gjorde op med det tidligere tætte forhold mellem det centrale kontor og Ben Ali-regimet. Samtidig havde UGTT gjort sig til talsmand for de unges og de folkelige oprindelige krav fra oprøret efter Kasbah-sit ins, hvor den politiske scene blev ’hijacket’ af de gamle politiske aktører. Dette førte til, at UGTT havde fået bred opbakning landet over, og dermed blev fagbevægelsen en vigtigt politisk spiller. I løbet af august måned mødtes UGTTs ledelse med mange forskellige politiske aktører og civilsamfundet i en bestræbelse på at optræde som mediator i konflikten. Langsom tog disse møder form til en koalition mellem de fire store civilsamfundsaktører UGTT, arbejdsgiverforeningen UTICA, menneskerettighedsorganisationen LTDH og Advokaternes Forbund. Deres samarbejde blev kendt som ”Kvartetten”. Kvartetten udarbejdede en ”roadmap”, som der efter møder og forhandlinger skabtes konsensus om i midten af september. Roadmap’en formulerede, at den forestående transitionsproces handlede om fire punkter: 1) etablering af en teknokrat regering, 2) Grundlovsforsamlingens eneste bemyndigelse var at stemme for eller imod det sluttelig grundlovsforslag, 3) Nedsættelse af et valgråd, der skulle organisere de kommende valg, og 4) vedtagelse af en valglov. Trods underskrivning af roadmap og afklaring af arbejdsområder var hele efteråret 2013 præget af mistillid, forhandlinger, sammenbrud og nye udfordringer, fordi resten af landet og problemerne uden om det politiske miljø ikke stod stille men fortsat var midt i en transitionsproces og stillede krav. Men endelig, den 26. januar 2014 blev Tunesiens nye grundlov vedtaget med 200 stemmer for. Senere i 2014 blev Kvartetten tildelt Nobels Fredspris for dens dialogarbejde. For mange tunesere var det mærkeligt at opleve Kvartetten blive hyldet og få overrakt prisen i Oslo. Følelsen var, at prisen skulle have gået til hele det tunesiske folk, for det mod de udviste ved at gennemføre et fredeligt oprør mod Ben Alis autoritære regime.

Vigtige forestående kommunalvalg

Som et af de forestående skridt mod mere demokrati og medbestemmelse skal tuneserne for første gang siden oprøret til kommunalvalg – altså valg til de råd, der skal lede Tunesiens i alt 350 kommuner. Siden Ben Ali-regimets fald har kommunerne været ledet af ”særligt delegerede”, som er udpeget af regeringen. De fraværende kommunalråd har betydet, at mange kommuner landet over er plaget af affaldsproblemer, manglende vedligeholdelse af infrastruktur og boligområder. Alt sammen noget, der er synligt i dagligdagen, og giver tuneserne en følelse af, at leveforholdene kun er blevet værre efter oprøret. Siden foråret 2017 har det valgråd, som grundloven definerer og giver mandat til at forestå alle valg, annonceret valgdatoen til d. 17. december – 7 årsdagen for frugtsælgerens ildspåsættelse af sig selv og starten på det tunesiske oprør. Datoen blev imidlertid straks kritiseret af de mindre partier og oppositionen. De påpegede blandt andet, at tuneserne så skulle registrere sig som vælgere i løbet af sommerferien, hvilket var urealistisk og at valget derfor ikke ville have stor gyldighed pga. lav vælgerdeltagelse. De påpegede også, at pga. sommeren og ramadan (juni måned) ville de mindre partier og uafhængige kandidater ikke have tid nok til at forberede sig. På den anden side stod regeringen med Nida Tounes i spidsen, som ønskede at fastholde datoen. Nida Tounes tegnes som nævnt af mange fra Ben Ali-tiden også på lokalt plan, og et snarligt valg ville give dem bedre muligheder for at fastholde magten lokalt. Netop derfor er kommunalvalgene så vigtige. De er en mulighed for, at nye politiske aktører med lokal forankring kan træde ind på den politiske scene, der ellers har været præget af gamle aktører. Det er en mulighed for, at Tunesiens kvinder kan gøre sig de første erfaringer som politisk aktive. Det er en mulighed for at iværksøtte lokale indsatser for jobskabelse. Og ikke mindst giver det de unge mulighed for at blive aktive medborgere – sådan som de krævede med oprøret. Men foreløbigt er kommunalvalget udsat til marts 2018. Så de unge må vente lidt mere. Forhåbentlig får de mulighed for at bruge ventetiden på træning af deres politisk og samfundsmæssige kompetencer. Efter årtier med autoritær og elitær ledelse af landet er sådan træning af de unge helt afgørende for at nye ledere og politikere kan klækkes og tage pladsen fra Tunesiens aldrende politiske elite.

[1] Haouas, Ilham, Edward Sayre og Mahmoud Yagoubi (2012) ”Youth Employment in Tunisia: Characteristics and Policy Responses, opics in Middle Eastern and North African Economies, electronic journal, 14, Middle East Economic Association and Loyola University Chicago, http://ecommons.luc.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1166&context=meea

[2] Ibid samt “Youth work in Tunisia after the revolution”, 2012, http://www.youthpolicy.org/library/wp-content/uploads/library/2013_Youth_Work_Tunisia_After_Revolution_Eng.pdf

[3] Interview, maj, 2010, Tunis.

[4] I 2008 fandt et tilsvarende oprør sted i den vestlige by Gafsa, hvor arbejdsløsheden også er væsentlig højere end landsgennemsnittet. Se Haugbølle, Rikke Hostrup (2013) “Rethinking The Role of the Media in the Tunisian Uprising”, in The Tunisian Revolution: Contexts, Architects, Prospects, ed. Nouri Gana, Edinburgh University Press.

[5] Kapitalis, April 26, 2011, ”Assiste-t-on à la resurgence du clanisme et du tribalisme en Tunisie?” http://www.kapitalis.com/politique/3678-assiste-t-on-a-la-resurgence-du-clanisme-et-du-tribalisme-en-tunisie.html.

[6] Marks, Monica: ” ‘Letting go of every principle’: Tunisia’s democratic gains under threat”, Middle East Eye, 23. Juli 2017,  http://www.middleeasteye.net/columns/letting-go-every-principle-tunisia-s-democratic-gains-under-threat-673085990